En utilsigtet konsekvens af de senere års kraftigt stigende velstand i Danmark er, at selvom vi alle er blevet rigere, så er forskellen mellem dem der har meget og dem der har lidt øget. I Venstre tror vi ikke på at denne udvikling skal bremses ved at brandbeskatte de rige, fordi det dræber alt virkelyst for denne gruppe af borgere. Konsekvensen bliver ikke, at vi alle bliver lige rige, men at vi alle bliver lige fattige.
Der imod mener vi, at ulighed bedst imødegås ved at sikre alle lige muligheder for at udnytte deres evner og potentiale uanset social baggrund. Lige muligheder for alle betyder bl.a. lige adgang til uddannelse og et offentligt betalt sundhedsvæsen i verdensklasse.
Selvom vi ikke vil brandbeskatte dem med de højeste indkomster, så kræver disse offentligt betalte velfærdsydelser selvfølgelig, at vi fortsat bakker op om princippet om, at de bredeste skuldre skal bære den tungeste byrde.
Lige muligheder handler ikke kun om social baggrund. Det handler også om rige og fattige kommuner. Kommunerne imellem er forskellen nemlig også øget markant de senere år. Hvis der skal være lige muligheder for vores unge i land og by, så kræver det, at alle kommuner har råd til at drive børnehaver og folkeskoler med en høj faglig standard. Hvor jeg oplever en udbredt grad af folkelig opbakning til, at der må ske en vis omfordeling mellem borgerne over skatten, så synes jeg i den grad de rige kommuner mangler forståelse for udkantskommunernes svære økonomiske situation med lavt skattegrundlag og stigende sociale omkostninger.
Det er derfor vigtigt, at man i områder, hvor man økonomisk set halter bagefter resten af landet, som eksempelvis på Fyn, sørger for at få valgt politikere som vil bekæmpe det skæve Danmark og sikre en fair udligning kommunerne imellem.
Når det så er sagt, så er det som venstremand også vigtigt for mig at slå fast, at man i kommuner som vores egen ikke falder ind i en offerrolle, hvor man forventer al hjælp skal komme via udligning og hjælp fra staten. Hvis det var tilfældet ville vi igen ikke alle blive lige rige, men lige fattige. Vi skal fortsat tro på, at vi ude lokalt kan gøre en forskel ved at tage ansvar for vores egen situation. Her på Fyn skal vi bl.a. blive bedre til at samarbejde kommunerne imellem og i fællesskab sætte tiltag i gang der sætter gang i en positiv udvikling på Fyn.
Når vi selv går et stykke af vejen bliver det langt lettere for vores landspolitikere at argumentere for, at her er der initiativer, der er værd at støtte.
Som eksempel på dette kan nævnes Ærøs færgedrift. Igennem mange år har befolkningen på Ærø ikke kunne enes om hvordan fremtidens færgedrift skulle se ud og man har derfor fastholdt kravet om tre færgeruter. Dette har gjort det vanskeligt at få staten til at investere i færgedriften, fordi Ærøboerne ikke selv havde vist vejen til en bedre og billigere løsning. Når det så sker, er det langt lettere for de lokalt forankrede folketingsmedlemmer at kæmpe for at få staten med til at løfte de investeringer, der skal foretages i fremtidens Ærøske færgedrift. Man har simpelthen en langt stærkere sag.