
I går talte jeg i telefon med en ven og brokkede mig over, at den vigtige kvalitetsreform var druknet i debatten om skattelettelser. Hans svar kom promte: ”Jamen det er jo fornuftige forslag alt sammen, så det er blot et spørgsmål om, at befolkningen skal have tid til at forstå, hvad det er regeringen foreslår.” Ved nærmere eftertanke har han jo ret. Det er gennemtænkt og fornuftig politik, der er fremlagt og så er det bare op til os venstrefolk at tage arbejdstøjet på og forklare befolkningen, hvad det er vi vil selvom vi ikke fik den bedste start.
Hvis vi tager skattelettelserne først, så er der tale om fornuftige lettelser med en social og grøn profil. Lettelser der på en gang sikrer, at det kan betale sig for flere helt almindelige mennesker at gøre en ekstra indsats både på arbejdspladsen og for at spare på energien. I en tid hvor Danmark mangler hænder hjælper det ikke at brandbeskatte arbejde. Det er lige så ufornuftigt som det ville være at fjerne afgiften på cigaretter, når vi samtidigt ønsker folk skal holde op med at ryge.
Kvalitetsreformen skal sikre bedre velfærd, og handler først og fremmest om at finde og udbrede nye måder at drive offentlig sektor på. Dette gøres dels ved at afsætte flere penge og dels gennem nytænkning. Regeringens ambitionsniveau er højt og der bindes hele 60 mia. kr. i halen på reformen. 50 milliarder går til at investere i bedre rammer, dvs. i nye sygehuse, renovering af skoler, daginstitutioner, ældreboliger, osv. 10 milliarder kr. går til øgede driftsudgifter, hvoraf mere end halvdelen af pengene er afsat i forbindelse med sommerens trepartsforhandlinger. Penge der går til bedre arbejdsmiljø og efteruddannelse af de ansatte i den offentlige sektor. Derved bliver det i fremtiden mere attraktivt at være offentligt ansat. Den største udfordring i forhold til at sikre fremtidens velfærd er mangel på hænder og derfor er vi også nødt til at gå nye veje i måden, vi skaber velfærd på. Flere penge gør det ikke alene. De metoder kvalitetsreformen introducere er bl.a. at sætte brugerne i centrum, at sætte fokus på bedre ledelse, at afbureaukratisere bl.a. på baggrund af medarbejdernes forslag og ideer samt at lære af de steder, hvor man gør det bedst. Kvalitetsreformen leverer kort sagt svarene på fremtidens udfordringer gennem en bred og nuanceret tilgang til, hvordan vi forbedrer den offentlige velfærd.
Kvalitetsreformens markante løft i den offentlige service og i de offentlige investeringer er fuldt finansieret, hvilket fremgår af 2015 planen. Denne plan viser, at regeringen fortsat står for en ansvarlig økonomisk linje med holdbar velfærd og vækst. Andre partier, som Socialdemokratiet og Ny Allince, mangler stadigvæk at forklare, hvordan deres forslag skal finansieres.
Med fremlæggelsen af de tre visionære planer tirsdag d. 21. august har regeringen vist, at den er politisk stærkere og bedre end nogensinde. Ordet nedslidt bliver i hvert fald svært for oppositionen at hæfte på Anders Fogh og Co. Ærgerligt at de gode budskaber indtil videre har fået lov til at drukne i skræmmekampagner og valgrygter. Men mon ikke min ven har ret; fornuften sejrer til sidst…